torsdag den 9. juli 2009

8. og 9. juli 2009

8. & 9. Juli

Så blev det endelig tid til at komme på Skejby. Vi tog af sted tidligt om morgenen, så vi kunne være her kl. 10.
Dagen kom til at bestå af blodprøver, samtaler med kirurg og narkose samt undersøgelse af Alexander – nøjagtig som vi forventede…. Alexander var dog ikke så begejstret for blodprøverne, men de blev da taget!
Hvad vi ikke lige havde regnet med var, at vi skulle i gang med at KLIPPE BLEER….. Øøøøhhhh….. Nej, det vidste vi faktisk ikke lige hvad var!!!!
Man tager en Libero ble – gerne en størrelse 4 eller 5 (i dette tilfælde brugte vi en 5´er) og klipper et hul – lidt større end en fem-krone. Dernæst tager man noget forbandet tyndt tape og taper i kanten af hullet, så det ikke fnulrer. Nu har man så en ble, der er beregnet til en epispadi-opereret….. SMART!!!!
Dem måtte vi så lave en del af…. Man skulle næsten tro det var par-terapi! Nå, men det var nu ret sjovt alligevel – og fik også taget nogle gode billeder af det. (Skal forsøge at sætte dem ind på et tidspunkt!)

Ellers gik dagen bare med at vente – og få Alexander til at sove om eftermiddagen. Han havde nemlig fået sat sig i hovedet at han IKKE ville sove, så vi kæmpede en brav kamp i 3 timer – og så måtte han jo overgive sig!
Aftenen forløb uden de store problemer og vi faldt da alle i søvn på Patient-hotellet.

Efter nogle meget urolige timer (specielt for Alexander) skulle vi op for at lave en flaske. Alexander skulle møde fastende på afdelingen, så han måtte få en flaske mælk senest kl. 02. Det fik han og vi fik nogle ekstra timers søvn – om end urolige for os alle.

Alexander var temmelig frisk, da vi skulle op og i godt humør…. Humøret kneb det lidt mere med hos os andre – for lidt søvn og for mange bekymringer.
Alexander kom i bad og var sådan set klar til at blive hentet til operation. Kl. 9 kom der endelig en portør for at hente Alexander. (På det tidspunkt var vi også PÆNT trætte af at køre Alexander rundt i en lille bil…. I ved – dem de har i indkøbscentrene….)

Det var så forfærdelig svært at skulle samle os sammen til at sige godnat til Alexander på operationsbordet – og da vi kom ud måtte alle de indespærrede frustrationer og betænkeligheder ud….
Og så måtte vi bare vente….. Og vente…. Og vente….

Operationen varede 6 timer – men heldigvis gik alt godt! Alexander så dog noget bombet ud, da han kom på opvågning….
Vi snakkede med den engelske kirurg – og den danske. Alt var gået efter planen, selvom det jo havde været noget af et pille-arbejde…
Efter ca 3½ time kom vi op på afdelingen igen – dejligt at være tilbage! Alexander har sovet det meste af aftenen. Han har lidt feber, men som forhåbentlig er aftagende i morgen….
Nå ja – så har han jo fået en af de FANTASTISKE bleer på – og den passer!!!!

Tak fordi du læste med så langt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar